Nordsjællands Politi: Nyt fra Jægerspris - tirsdag den 30. juni

dato

Jægerspris er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Indbrud i skole, Jægerspris

Mellem fredag klokken 18.00 og mandag klokken 07.00 var der indbrud på Fjordlandsskolen afdeling Dalby. Gerningsmændene kom ind ved at opbryde hoveddøren, og fra stedet blev der stjålet en større mængde el-værktøj.

 

Kørsel uden førerret, Hørsholm

På Hørsholm Alle blev en 74-årig kvindelig bilist fra Hørsholm standset af en patrulje klokken 10.40. Hun kunne ved forespørgsel ikke fremvise et gyldigt kørekort, idet hun ikke havde førerret, og hun blev derfor sigtet for at køre bil trods dette.

 

Røveri, Liseleje

Klokken 11.05 blev det anmeldt, at en mand kom ind i Asserbo kiosken på Møllevangsvej under foregivelse af at skulle købe en avis. Han tiltvang sig adgang til kioskens baglokale og frarøvede en 60-årig kvinde hendes pung indeholdende et større beløb i kontanter. Herefter flygtede han og kørte fra stedet i en bil ført af en anden mand, som holdt og ventede foran kiosken.

 

Patruljer kørte til området, og på baggrund af vidnebeskrivelser blev bilen efterfølende udfundet på Herredsvejen, og de to mænd på henholdsvis 19 og 23 år, begge uden kendt adresse, blev anholdt og sigtet for røveri.

 

Den 19-årige, som formodes at være den mand, der befandt sig i kiosken, fremstilles klokken 11.00 i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød.

 

Narkokørsel, Melby

På Evetoftevej blev en 25-årig mandlig bilist uden kendt adresse stoppet af en patrulje klokken 11.26. Her viste et narkometer, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Han kunne heller ikke fremvise et gyldigt kørekort, idet han ikke havde førerret, og han blev derfor også sigtet for at køre på trods af dette.

Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventulle påvirkning.

 

Trusler mod personale i supermarked, Værløse
Klokken 11.31 indløb der anmeldelse om, at en mand havde forsøgt at stjæle øl i Fakta i Bymidten, og at han i den forbindelse havde fremsagt trusler mod personalet. En patrulje kørte til stedet, hvor manden, en 45-årig fra Værløse, blev sigtet for at have fremsat trusler på livet.

 

Cyklist påkørt, Kgs. Lyngby

Klokken 14.32 skete der et færdselsuheld på Sorgenfrigårdsvej ved Nørregade, idet en cyklist blev påkørt af en bil. Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større materiel- eller personskade, men cyklisten, en 73-årig mand fra Virum, blev efterfølgende kørt på hospitalet, idet han klagede over smerter i sin ene skulder. 

 

Butikstyveri, Farum

I Netto på Farum Bytorv blev en 31-årig mand fra Nyborg klokken 16.09 standset, da han havde stjålet vandmelon og æg fra butikken. Idet manden udviste aggressiv adfærd i forbindelse med tilbageholdelsen i butikken, kørte en patrulje til stedet. Her blev han anholdt og sigtet for butikstyveri, og idet han blev fundet i besiddelse af heroin og en kniv, blev han også sigtet for disse forhold.

 

Færdselsuheld, Veksø

Klokken 17.38 skete der et færdselsuheld med to motorcykler og en bil på Spydbakken ved Søsum. Her kom de to motorcyklister kørende ind i et sving, hvor den ene, en 19-årig kvindelig motorcyklist fra Virum, påkørte en 54-årig kvindelig bilist fra Roskilde, som kom kørende i modsatte vejbane. Herefter påkørte den anden motorcyklist, en 33-årig mand fra Helsinge, den anden motorcykel og væltede.

Der skete ved uheldet stor materiel skade, og de to motorcyklister klagede efterfølgende begge over smerter og blev derfor kørt med ambulance til hospitalet.

 

Spirituskørsel, Hornbæk

På Per Bjørns Vej blev en 61-årig mandlig bilist fra Helsingør standset af en patrulje klokken 18.16. Her viste et alkometer, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

En blodprøve blev efterfølgende udtaget med henblik på at fastslå mandens eventulle præcise promille.

 

Blufærdighedskrænkelse, Hundested

Klokken 19.40 blev det anmeldt, at en 17-årig ung kvinde fra Hundested klokken 18.15 var kommet cyklende på Frederiksværkvej, da en mand på knallert befølte hendes bagdel, idet han passerede hende på knallert. Herefter fortsatte manden videre ud af Frederiksværkvej.

På baggrund af vidneforklaringer har Nordsjællands Politi en formodning om, hvem gerningsmanden kan være.

 

Trusler mod parkeringsvagt, Kgs. Lyngby

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 19.42, blev en parkeringsvagt klokken 18.50 truet af en mand, som i første omgang havde spurgt ind til en afgift, parkeringsvagten netop havde udskrevet til en parkeret bil i parkeringshuset ved Magasin. Da parkeringsvagten forklarede årsagen til afgiften, blev manden sur og truede parkeringsvagten, inden han forsvandt fra stedet.

 

Tyveri fra kontor, Frederikssund

Mellem klokken 17.00 og 19.30 kom en mand ind på kontoret hos en ejendomsmægler på Tværstræde. Her bad han om lov til at bruge internettet, hvilket dog blev afvist af personalet. Efterfølgende opdagede en medarbejder, at hendes pung indeholdende diverse kort, kontanter og en nøgle var blevet stjålet fra stedet.

 

Manden beskrives som udenlandsk af udseende.

 

Besiddelse af stoffer, Gentofte

På parkeringspladsen ved Mesterlodden blev fire unge mænd klokken 20.55 truffet af en patrulje. Ved visitation blev den ene, en 27-årig mand fra Gentofte, fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, hvilket han blev sigtet for.

 

Narkokørsel, Græsted

Klokken 21.30 standsede en patrulje en 39-årig mandlig bilist fra Hørsholm på Niels Lorentzens Vej. Her indikerede et narkometer, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Ved anholdelsen var han i besiddelse af amfetamin, hvilket han også modtog en sigtelse for.

Den 39-årige blev efterfølgende kørt til hospitalet med henblik på blodprøveudtagning for at få fastslået omstændighederne omkring hans eventuelle narkopåvirkning.

 

Vold, Kgs. Lyngby

Klokken 21.52 anmeldte en 19-årig kvinde fra Valby, at en mand kort forinden var cyklet forbi hende for enden af Nybrovej ved et busstoppested og i den forbindelse havde slået hende i baghovedet med flad hånd og råbt ukvemsord efter hende.

Manden beskrives som: dansk af udseende, 40-45 år, almindelig af bygning, hvid i huden, med kort gråt hår og gråt skæg. Iført sort jakke og lange sorte bukser. Talte dansk. Medbragte sort herrecykel.

 

Hensynsløs kørsel, Hundested

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 00.15 kørte der i området omkring Netto på Nørregade nogle unge mennesker med høj fart rundt i en sølvgrå Suzuki Swift, mens to unge mænd befandt sig på taget af bilen. Bilen var i følgeskab med to knallerter, der også kørte med høj fart i retning mod havnen.

En patrulje kørte dertil for at lede efter de unge, som dog ikke var mulige at udfinde i området.

 

Indbrud på bibliotek, Kgs. Lyngby

Klokken 03.27 var der indbrud på Lyngby Bibliotek. Gerningsmændene kom ind på ukendt vis og skaffede sig adgang til et aflåst rum på stedet. Der er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ingen oplysninger om eventuelle stjålne genstande.

 

Indbrud i privat beboelse anmeldt den 29. - 30. juni 2020 i Nordsjællands politikreds

Kilde: Nordsjællands Politi