Bliv pædagogmedhjælper i et engageret team med fokus på inklusion og udeliv i naturskønne Jægerspris

dato

Vores børnehus ligger centralt i den gamle del af smukke Jægerspris med udsigt over marker, hvor råvildt og fasaner kigger forbi. Vi bor i gåafstand til skoven og slotsparken, kun 10 minutter fra Frederikssund. Vi har et dejligt, lyst og hyggeligt hus med god plads og mange kvadratmeter at boltre sig på, både ude og inde. Vi arbejder løbende på at skabe gode, fleksible og relevante læringsmiljøer og legezoner, der understøtter vores pædagogiske praksis. Vi har en lille gruppe på ca. 40 skønne børn, 0-6 år, fordelt på tre aldersopdelte stuer med masser af samarbejde og fællesskab på tværs af huset.

Vi søger en pædagogmedhjælper til et barselsvikariat i et velfungerende, fagligt stærkt og engageret team i sprudlende udvikling og med ekstra god normering. Vi gør os umage med at møde hvert enkelt barn og familie åbent, nysgerrigt og respektfuldt og lægger vægt på, at du er nærværende og anerkendende i din kontakt med børnene. Du skal være ægte interesseret i deres liv og tanker, du skal være god til at danne relationer og til at møde og rumme børnenes individuelle behov.

Vi er udenfor hver dag, så det er en fordel, hvis du er glad for udeliv og vil kaste dig ud i leg og aktiviteter i vores nære naturområder og på legepladsen, hvor vi har mange udfoldelsesmuligheder for børnene. Vi er en spændende flok med mange forskellige modersmål, så interesse i og erfaring med sprogarbejde er et stort plus. Har du særlige evner indenfor musik, bevægelse eller noget tredje bydes det velkomment - vi er nysgerrige på, hvad du er optaget af og kan byde ind med.

Vi kan tilbyde dig en hverdag i et velfungerende hus i udvikling, engagerede og motiverede kolleger, humor og højt til loftet og et godt forældresamarbejde, hvor vi sammen sætter fokus på at skabe trygge rammer for børnene med udgangspunkt i den nye styrkede læreplan og med tydelig vægt på kerneopgaven. Vi er meget optagede af at styrke børnenes sociale kompetencer gennem mindre aktivitets- og legegrupper og lægger vægt på en vekselvirkning mellem børnenes frie leg og voksenstyrede aktiviteter i en fast og genkendelig struktur.

Vi fejrer højtider og årstider og har vores egne traditioner som f.eks. vores kulturfest, hvor forældrene medbringer egnsretter fra hele verden – Ghana, Grønland, Nepal, Norge, Pakistan, Polen, Serbien, Syrien, Thailand, Tyskland, Ukraine, USA, Jylland og Jægerspris – for alle er velkomne i Vandkunsten!

Netop nu tager vi hul på et spændende nyt kapitel, hvor vi gør klar til at etablere basispladser i vores børnehus efter sommerferien. En basisplads er en mild form for specialisering, hvor ambitionen er tydelig: alle børn skal være en del af fællesskabet. Vi opretter 3-4 basispladser på en almen stue, hvor børnene indgår i hverdagen sammen med de øvrige børn og deltager i det omfang, det giver mening for dem. Selvom barselsvikariatet er placeret på en anden stue, vil du blive en del af et hus, hvor specialpædagogiske perspektiver er en integreret del af den almene praksis og hele personalegruppen står på et inkluderende børnesyn.

Lyder det som et job for dig? Så send en ansøgning til os, gerne med det samme. Vi afholder ansættelsessamtaler mandag den 27. april. Stillingen ønskes besat pr. 1. maj eller snarest derefter.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte dagtilbudsleder Maria Lundgren Andreasen, telefon 21 32 15 62.

Løn ifølge overenskomst samt forhåndsaftale.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Frederikssund Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Børnehuset Vandkunsten, Parkvej, 3630 Jægerspris

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 24-04-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/1725689a-a0d0-424f-9137-e147cbaa0c8b

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet