Jægerspris er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Færdselsuheld, Hillerød
Klokken 07.12 blev det anmeldt, at der netop var sket et færdselsuheld på Tamsborgvej i krydset med Dyrehavevej. Her var en bus kørt i sydlig retning af Tamsborgvej, og da denne skulle svinge til venstre ad Dyrehavevej, ramte bussens venstre side en 83-årig mandlig gågænger fra Hillerød.
Politi og sundhedsvæsen blev sendt til stedet, og sidstnævnte kørte den 83-årige på skadestuen med ambulance for kontrol af eventuelle skader. På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der ikke oplysninger om, hvorvidt den 83-årige var kommet alvorligt til skade.
Færdselsuheldet medførte, at strækningen var afspærret i en lille times tid, hvilket skabte kø på stedet.
Chaufføren af bussen blev efterfølgende sigtet efter færdselslovens bestemmelser.
Kørsel uden førerret, Jægerspris
Klokken 07.17 blev en 49-årig mandlig bilist fra Jægerspris standset og kontrolleret på Krakasvej. Her viste det sig, at han sad bag rattet, selvom han var blevet frakendt retten til køre bil og ikke havde generhvervet denne, hvorfor han blev sigtet for kørsel uden førerret.
Indbrud, Hornbæk
Klokken 08.12 anmeldte en beboer på Sandagerhusvej, at der holdt en fremmed bil i en nabos indkørsel, og at flere ting indikerede, at det var indbrudstyve, der var på besøg. Patruljer blev sendt til stedet, men inden politiet ankom, var to fremmede mænd kørt fra stedet med møbler i bilen.
Anmelderen fulgte dog efter de to fremmede mænds bil i sin egen bil, og snart efter kunne han overlade eftersættelsen til en af de ankomne patruljevogne, og efter en kort eftersættelse på Harreshøjvej, blev køretøjet bragt til standsning, og de to mænd i bilen blev anholdt.
De to anholdte var en henholdsvis 19-årig mand fra København og en 25-årig mand fra Brøndby, og førstnævnte fik senere på dagen en straksdom på 40 dages fængsel, mens sidstnævnte blev sigtet for kørsel uden førerret samt kørsel i påvirket tilstand, idet han fik narkometeret til at slå ud for amfetamin. En blodprøve skal nu fastslå den eventuelle grad af påvirkning.
Flot, flot arbejde af anmelderen.
Færdselsuheld, Holte
Klokken 08.45 skete der et færdselsuheld i krydset Rønnebærvej/Dronninggårds Allé. En bil ført af en 57-årig mand fra Kgs. Lyngby kørte i nordlig retning ad Rønnebærvej og drejede til højre af Dronninggårds Allé, hvorved han påkørte en 36-årig kvindelig cyklist fra Birkerød., der cyklede i østlig retning på Dronninggårds Allé.
Bilisten blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt, mens cyklisten blev kørt til skadestuen til behandling af sine skader.
Ulovligt arbejde, Humlebæk
I samarbejde med Arbejdstilsynet og som led i en aktion mod social dumping besøgte Nordsjællands Politis Udlændingekontrolsektion klokken 09.30 en byggeplads på Teglgårdsvej. Her blev 18 udenlandske håndværkere truffet, sigtet for ulovligt arbejde og anholdt.
De 18 udenlandske personer forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af fredag.
Røgudvikling, Kgs. Lyngby
Klokken 14.09 blev politi og brandvæsen sendt til Ulrikkenborg Plads, idet der var røgudvikling fra en lejlighed. Det kunne dog konstateres, at røgen blot skyldtes en glemt grydehandske i ovnen, og der var derfor ingen sag for hverken politi eller brandvæsen.
Færdselsuheld, Gentofte
Klokken 15.40 skete der et solofærdselsuheld på Helsingørmotorvejen, da en 32-årig kvindelig bilist fra Hørsholm kom kørende i sydgående retning, hvor hun under broen til Lyngby Omfartsvej af ukendte årsager mistede herredømmet over sit køretøj, hvorved bilen snurrede rundt og påkørte autoværnet i højre side. Patruljer kørte til stedet, hvor der grundet bilens placering måtte afspærres et spor, indtil der var ryddet op efter uheldet. Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade.Anholdt for besiddelse af stoffer, Gilleleje
Ifølge en anmeldelse var der mistanke om, at en mand, som klokken 15.46 befandt sig på biblioteket ved Kulturhavn Gilleleje, muligvis solgte stoffer til unge på stedet. En patrulje kørte dertil, hvor de fik kontakt til en 50-årig mand fra Gilleleje, som svarede til beskrivelsen fra anmeldelsen. Han blev ved visitation fundet i besiddelse af en mindre mængde amfetamin, hvilket han blev sigtet for. Det var dog ikke umiddelbart muligt at påvise, at manden var i besiddelse af stofferne med henblik på videresalg.Brand i el-kedel, Birkerød
Klokken 16.51 indløb der anmeldelse om, at der var opstået brand i en bygning på Bistrup Byvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor der dog ikke var nogen flammer at se. Der lugtede af røg og efter nærmere undersøgelse fandt brandvæsnet frem til en el-kedel, der formentlig var gået ild i, hvilket derefter havde spredt sig til en emhætte, hvorfor der lugtede kraftig at røg på stedet. Brandvæsnet fik slukket ilden, som derved ikke fik bredt sig yderligere.Der skete ved branden ikke umiddelbart nogen personskade.
Hæleri, Kgs. Lyngby
En 37-årig mand fra Virum anmeldte klokken 17.14, at hans cykel, som var blevet stjålet, nu var sat til salg på Den Blå Avis. Efter dialog med Nordsjællands Politi aftalte den 37-årige anmelder, under foregivelse af at ville købe cyklen, at mødes med sælgeren af cyklen klokken 20 i Lundtofteparken. Anmelder og en patrulje kørte på dette tidspunkt til stedet, hvor de traf en 19-årig mand fra Lyngby med cyklen, og han blev derfor af patruljen sigtet for ulovlig omgang med hittegods.Kørsel uden førerret, Helsingør
En 17-årig kvindelig bilist fra Snekkersten blev klokken 19.40 standset af en patrulje på Borgm. P. Christ. Vej. Her blev hun sigtet for kørsel uden førerret, da hun endnu ikke havde erhvervet sig retten til at køre bil.Brand i container, Espergærde
Der indløb klokken 20.41 anmeldelse om, at der var brand i en container på Grydemosevej. Personer på stedet havde forsøgt at slukke ilden, hvilket dog ikke var lykkedes. En patrulje kørte til stedet, hvor de hurtigt fik slukket branden.På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse er årsagen til branden ukendt.
Færdselsuheld, Ølstykke
På Frederiksborgvej ved Ryttervænget skete der klokken 06.49 et færdselsuheld, idet en 68-årig mandlig bilist fra Ølstykke svingede til højre, hvorved en knallertfører, som skulle ligeud, påkørte bilisten.
Der foreligger på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ikke yderligere oplysninger om de to parter.
Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 24. - 25. november 2020