Nordsjællands Politi: Seneste nyt fra Jægerspris - tirsdag den 20. oktober

Profilbillede
dato

Jægerspris er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Indbrud på bibliotek, Ølstykke

Klokken 07.08 blev det anmeldt fra biblioteket, at der imellem lørdag klokken 14.00 og mandag klokken 07.00 havde været indbrud på biblioteket, idet en eller flere gerningspersoner havde opbrudt en branddør. Det var ved tidspunktet for anmeldelsen ikke opgjort, hvad der eventuelt var blevet stjålet.

 

Tyveri fra byggeplads, Værløse
Klokken 07.08 blev det anmeldt fra en byggeplads på Kirke Værløsevej, at der imellem fredag eftermiddag og mandag morgen var blevet stjålet værktøj for flere hundredetusinde kroner fra en aflåst container, der var blevet brudt op.

 

Kørsel uden førerret, Hillerød

Klokken 07.48 blev en 31-årig mandlig bilist fra Helsingør standset og kontrolleret på Hillerødvej i krydset ved Nødebovej. Her viste det sig, at manden var blevet frakendt retten til at føre bil, hvorfor han blev sigtet for alligevel at sidde bag rattet.

 

Hærværk, Frederikssund

Klokken 08.30 blev det anmeldt fra J&C Retail, at der imellem lørdag eftermiddag og mandag morgen var blevet smadret tre store ruder på stedet.

 

Kørsel uden førerret, Hillerød

Klokken 08.55 blev en 59-årig mandlig bilist fra Søborg standset og kontrolleret på Roskildevej. Her viste det sig, at manden var blevet frakendt retten til at føre bil, hvorfor han blev sigtet for alligevel at gøre det.

 

Tyveri fra byggeplads, Værløse

Klokken 09.09 blev det anmeldt fra en byggeplads på Bymidten, at der imellem fredag eftermiddag og mandag morgen var blevet stjålet værktøj for flere hundredetusinde kroner fra en aflåst metalkasse, der var blevet brudt op.

 

Færdselsuheld, Frederikssund

Klokken 09.19 blev det anmeldt, at der netop var sket et færdselsuheld i krydset Falkenborgvej/Frederiksværksvej, hvor en bil og et knallert var kørt sammen. Knallertføreren, en 20-årig mand fra Frederikssund, blev kørt til kontrol på hospitalet, men var umiddelbart ikke kommet kritisk til skade. Føreren af bilen, en 35-årig kvinde fra Frederikssund, kan muligvis se frem til en sigtelse for ikke at have overholdt sin vigepligt.

 

Gaslæk, Espergærde

Klokken 10.21 blev det anmeldt, at en gasledning på Granvej ved en fejl var blevet gravet over i forbindelse med noget arbejde på stedet.

Politiet blev sendt til stedet, hvor der midlertidigt blev afspærret på Granvej/Koglevej. Klokken 11.23 havde det tilkaldte gaskyndige personale fået lukket for gassen, og så kunne afspærringen hæves igen.

 

Brand, Smørum

Klokken 10.24 blev det anmeldt, at det brændte i et udhus tilhørende en villa på Klokkertoften. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte fik branden under kontrol, inden den gjorde større skade på selve huset.

Branden var umiddelbart opstået ved, at brændeovnen dagen forinden var blevet tømt for aske, hvorefter askeresterne var blevet lagt i en spand, som efterfølgende var blevet sat ud i udhuset.

 

Mistænkeligt forhold, Gentofte

Klokken 13.45 blev anmeldt fra Kærmindevej, at en mand med en stor skraldesæk gik ind i folks haver og carporte, og at det så meget mistænkeligt ud. En patrulje blev sendt til området, men den mistænkelige mand blev desværre ikke udfundet.

 

Kørsel uden førerret i påvirket tilstand, Frederiksværk

Klokken 13.55 blev en 39-årig mandlig bilist fra Helsingør standset og kontrolleret på Strandvejen. Her viste det sig, at han var frakendt retten til at køre bil, han fik narkometeret til at slå ud, ligesom der blev fundet en mindre mængde ketamin på hans person, hvorfor han blev sigtet for alle tre forhold.

 

Tyveri fra varebil, Helsingør

Klokken 15.16 blev det anmeldt, at der imellem søndag klokken 15.00 og mandag klokken 09.00 var blevet stjålet værktøj fra en aflåst varebil, der havde holdt parkeret på Rødegårdsvej.

 

Mistænkeligt forhold, Gentofte

Klokken 15.41 blev det anmeldt fra supermarkedet Fakta, at nogle unge mænd var kommet ind med to store poser fra Dansk Retursystem fyldt med flasker, som de ville pante. Da personalet havde spurgt til deres forehavende og posernes oprindelse, var de unge mænd stukket af.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor nogle unge mænd på 15-16 år fra lokalområdet passende til signalementet blev udfundet. De fortalte, at de havde fundet poserne ved Gentofte Skøjtehal, og at de ikke var klar over, at poserne tilhørte nogen.

De unge mænds forældre samt kommunen blev efterfølgende orienteret om hændelsen.

 

Hærværk, Hillerød

Klokken 16.11 anmeldte en 27-årig bilist fra Hillerød, at hans bil fem minutter forinden var blevet udsat for hærværk af en cyklist, da de begge holdt for rødt lys på Milnersvej. 

Cyklisten bankede to gange på den 27-åriges højre forrude og løftede derefter cykelstyret op og bankede ind i bilens højre sidespejl med ridser og en lille flænge på sidespejlet til følge. Da bilisten ikke kunne forlade sin bil, forsvandt cyklisten, der beskrives som: 

Mand, dansk af udseende, 35-40 år, 185 cm, spinkel af bygning, hvid i huden, iført sorte bukser, sort jakke og sort hue. Cyklede på en cykel af mærket Salomon.

 

Hærværk samt forsøg på forsætlig brandstiftelse, Kokkedal

Klokken 17.23 anmeldte en beboer fra Jellerød Have, at en for ham ukendt mand befandt sig i boligens have, hvor han var ved at ødelægge ting, ligesom han forsøgte at sætte ild til ting i haven, efter han havde hældt træolie ud over blandt andet en dør.

Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor en 53-årig påvirket mand fra Helsingør blev truffet. Han blev tilset af en læge, hvorefter han blev taget med i detentionen. Den 53-årige kan formentlig se frem til sigtelser for blandt andet hærværk samt forsøg på forsætlig brandstiftelse.

 

Uro ved madmarked, Helsingør

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 17.42, befandt der sig en gruppe på ni personer, som ikke ville iføre sig mundbind ved madmarkedet på Ny Kronborgvej og ej heller ville forlade stedet. En patrulje kørte dertil, hvor de traf den omtalte gruppe. Patruljen vurderede, at der ikke umiddelbart forelå grundlag for at sigte personerne for noget, men de fik registreret deres generalia, hvorefter de blev bortvist fra stedet.

 

Kørsel uden førerret, Helsinge

En 26-årig kvindelig bilist fra Helsinge kom klokken 18.10 kørende ad Skovgårdsvej, da hun blev standset af en patrulje, som bad hende fremvise et gyldigt kørekort. Det kunne hun imidlertid ikke imødekomme, da hun var frakendt førerretten og ikke havde generhvervet sig denne. Hun blev derfor sigtet for at køre bil trods manglende førerret.

 

Mand med truende adfærd i indkøbscenter, Frederikssund

Klokken 18.31 indløb der anmeldelse om, at en centervagt i Sillebroen tilbageholdt en mand, som havde haft en turende adfærd over for personalet i Kvickly, ligesom han også havde urineret op ad muren til centeret. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 28-årig mand fra Jægerspris, som blev anholdt. Det blev vurderet, at han grundet beruselse ikke kunne tage vare på sig selv, og han blev derfor taget med på stationen til opsyn.

 

Besiddelse af stoffer, Allerød

En patrulje bemærkede klokken 18.55, at der lugtede kraftigt af hash fra en fra bil, som holdt parkeret på parkeringspladsen ved Allerød Station. De henvendte sig derfor til personen i bilen, en 33-årig mand fra Allerød, og ved visitation blev han fundet i besiddelse af en joint, hvilket han blev sigtet for.

 

Kørsel uden førerret, Farum

En 23-årig mandlig bilist fra Frederiksværk blev klokken 19.47 standset af en patrulje på Hillerødmotorvejen i nordgående retning. Her kunne patruljen konstatere, at bilisten havde fået administrativt inddraget sit kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

 

11-årig tilbudt chips af fremmed mand, Helsingør

Klokken 19.16 gik en 11-årig pige fra lokalområdet ad Gefionsvej, da hun mellem OK Tanken og Gl. Hellebækvej blev kontaktet af en fremmed mand, som tilbød hende chips. Pigen blev bange for manden og løb derfor fra stedet. En patrulje kørte til området for at lede efter manden, som dog ikke var mulig at udfinde.

Manden beskrives som: dansk af udseende, 50-55 år, ca. 185 cm, spinkel af bygning, hvid i huden og med kort hår. Iført mørkt tøj og medbragte en gul Netto-pose og chips af mærket Buggles. Kørte på en cykel i ukendt farve. Talte dansk.

 

Nordsjællands Politi vil gerne i kontakt med manden med henblik på at fastslå årsagen til hans kontakt til den 11-årige pige.

 

Kørsel uden førerret, Nivå

På Nivå Stationsvej blev en 36-årig mandlig bilist fra Nivå standset af en patrulje klokken 00.15, da han kom kørende i vestgående retning. Han kunne ikke fremvise et gyldigt kørekort, da han ikke havde erhvervet sig retten til at køre bil, og han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

 

Anmeldelse om mulig brand, Frederikssund

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 00.57, var der kom røg fra en industribygning på Linderupvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det kunne konstateres, at røgen stammede fra en bunke gløder under en ventilator. Gløderne blev slukket, og det blev undersøgt, at gløderne ikke havde spredt sig til andre steder i bygningen via ventilationen. 

Årsagen til branden er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse endnu ukendt, men det tyder ikke umiddelbart på, at der ligger en kriminel handling bag.

 

Mistanke om spirituskørsel, Skibby

Klokken 06.43 indløb der anmeldelse om, at en bil på Skibbyvej kørte meget slingrende i nordgående retning, og en medtrafikant mistænkte derfor, at der kunne være tale om spirituskørsel. En patrulje kørte til stedet, hvor de fik kontakt til bilisten, en 62-årig mand fra Odsherred-området. Patruljen skønnede, at manden havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Der venter nu svar fra en blodprøve, som skal fastslå mandens eventuelle præcise promille.

 

Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 19. - 20. oktober 2020

Denne artikel er skrevet af Ninna Andersen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi