Nyt fra Jægerspris i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Jægerspris er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Rude knust i personbil, Kgs. Lyngby

Mellem søndag klokken 18.00 og mandag klokken 08.00 blev ruden knust i en Hyundai personbil, der holdt parkeret på Toftebæksvej. Handskerummet var efterfølgende blevet åbnet, men der var ikke umiddelbart stjålet noget fra køretøjet.

 

Færdselsuheld, Hillerød

Klokken 09.52 skete der et færdselsuheld i krydset ved Fredensborgvej og Isterødvejen, da en bilist kørte over for rødt, hvorved der skete sammenstød med en 52-årig mandlig bilist fra Kokkedal. Bilisten, der kørte over for rødt, kørte efterfølgende videre, men ud fra oplysninger i sagen var det muligt at udfinde denne, en 85-årig mandlig bilist fra Helsingør. Han blev af en patrulje sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

 

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

 

Forvoldt fare for andre liv eller førlighed, Jægerspris

Klokken 10.16 blev det anmeldt, at føreren af en bil kort forinden havde forsøgt at påkøre en renovationsmedarbejder på Hjortevej. Ud fra oplysninger i sagen blev en 55-årig mand fra Jægerspris efterfølgende udfundet og sigtet for at forvolde fare for renovationsarbejderens liv eller førlighed.

 

Færdselsuheld, Charlottenlund

En 20-årig kvindelig bilist fra Charlottenlund påkørte klokken 10.53 en 57-årig mandlig cyklist fra Charlottenlund i krydset ved Hyldegårdsvej og Fredensvej. Politiet blev sendt dertil, hvor Hyldegårdsvej i en periode måtte afspærres, mens der blev arbejdet på stedet. Cyklisten blev grundet lettere tilskadekomst kørt med ambulance til behandling på hospitalet.

 

Den 20-årig kvinde blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

 

Rude knust i personbil, Hillerød

Mellem søndag klokken 20.15 og mandag klokken 11.18 blev forruden knust i en Kia personbil, som holdt parkeret på Finn Bager Jensens Vej. Der var ikke umiddelbart foretaget indstigning i køretøjet og ej heller stjålet noget derfra.

 

Tyveri fra personbil, Hellerup

Mellem fredag den 8. april klokken 18.00 og mandag den 18. april klokken 11.30 blev rattet stjålet fra en Porsche personbil, som holdt parkeret på Gardes Alle. Indstigningsstedet er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse endnu ukendt.

 

Tyveri af taske, Vedbæk

En 84-årig kvinde fra Vedbæk anmeldte klokken 13.45, at hun havde fået stjålet sin taske tidligere på dagen, mens hun handlede i Aldi på Baneskellet. Kvinden havde haft sin taske i en indkøbskurv, mens hun handlede mellem klokken 12.00 og 12.30. Da hun skulle betale ved kassen, opdagede hun, at tasken var blevet stjålet fra vognen.

 

Færdselsuheld, Nærum

En 46-årig kvindelig bilist fra Frederiksberg kørte klokken 13.56 ad Helsingørmotorvejen i nordlig retning, hvor hun foretog et højresving og påkørte en 59-årig kvindelig bilist fra Vedbæk.

 

Da et alkometer viste, at den 46-årige kvinde formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, blev hun anholdt og sigtet for spirituskørsel. Hun blev derefter kørt til hospitalet med henblik på udtagning af en blodprøve, som præcist skal fastslå hendes eventuelle promillegrad.

 

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

 

Færdselsuheld, Hillerød

En 37-årig mandlig bilist fra Skævinge kørte klokken 15.16 frem for rødt lys på Herredsvejen ved Hillerødmotorvejens forlængelse, hvilket forårsagede sammenstød med en 68-årig mandlig bilist fra Tisvildeleje. En patrulje kørte til stedet, hvor den 37-årige bilist blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

 

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

 

Færdselsuheld, Gentofte

Klokken 15.56 skete der i forbindelse med vognbaneskift et færdselsuheld mellem to bilister på Helsingørmotorvejen i nordgående retning nær Hellerup. Grundet bilernes placering var 2. og 3. vognbane i en periode afspærret, mens der blev ryddet op efter uheldet.

 

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

 

Kørsel uden førerret, Humlebæk

En patrulje standsede klokken 16.50 en 75-årig mandlig bilist fra Charlottenlund på Humlebæk Strandvej. Han blev her sigtet for at køre bil, selv om han havde fået sin førerret administrativt inddraget.

 

Tyveri fra taske, Hellerup

En 80-årig kvinde fra Hvidovre anmeldte klokken 16.52, at hun tidligere på dagen havde fået stjålet sin pung, mens hun handlede i Irma på Strandvejen. Kvinden havde haft pungen i sin taske, mens hun var i supermarkedet mellem klokken 14.00 og 14.30, og hun opdagede efterfølgende, at den var stjålet, samt at der var forsøgt hævet kontanter fra hendes kreditkort.

 

Uro og uorden, Hillerød

En medarbejder fra Circle K anmeldte klokken 17.10, at en mand skabte uro på stedet med sin truende adfærd. En patrulje kørte til tankstationen, hvor manden, en 31-årig fra Hillerød, blev anholdt og taget med på stationen for at sove sin rus ud. 

 

Vold, Gilleleje

En 21-årig mand fra Fyn anmeldte klokken 17.25, at han kort forinden var kommet gående ved Gilleleje Station, da en gruppe personer henvendte sig til ham. Herefter blev han slået i ansigtet flere gange. Han forlod stedet, men mødte ved Fakta igen gerningspersonerne og blev slået. Gerningspersonerne kørte derefter fra stedet i flere biler.

 

På baggrund af oplysninger i sagen blev en 34-årig mand fra Gilleleje efterfølgende truffet, og idet han passede på beskrivelsen af en af gerningspersonerne, blev han anholdt og sigtet for vold. Den indledende efterforskning har vist, at forurettede og gerningspersonen formentlig har et forudgående perifert kendskab til hinanden.

 

Efterforskningen i sagen fortsætter, blandt andet med henblik på at identificere alle gerningspersonerne. Nordsjællands Politi hører gerne fra borgere, som måtte have relevante oplysninger til sagen. Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114.

 

Indbrud i motorcykelklub, Frederiksværk

Klokken 17.27 blev det anmeldt, at der havde været indbrud i en motorcykelklub på Syrevej. Indstigningen var sket ved opbrydning af døre og vinduer, og fra stedet var der stjålet spiritus.

 

Brand i biler, Gilleleje

Klokken 17.35 indløb der anmeldelse om, at der var opstået brand i en bil, som holdt parkeret på Rørmosevej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor slukningsarbejdet blev igangsat.

 

Klokken 17.42 blev det anmeldt, at der var opstået brand i en bil, som holdt parkeret på Bager Larsensvej. Også her blev politi og brandvæsen sendt til, og branden blev slukket.

 

Årsagerne til brandene er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse endnu ikke endeligt fastslået.

 

Færdselsuheld, Græsted

En 56-årig mandlig cyklist fra Græsted kørte klokken 18.14 ad Esbønderupvej i østlig retning, da en 59-årig kvindelig bilist fra Græsted foretog en U-vending på vejen, og cyklisten påkørte i den forbindelse kvindens bil. Cyklisten blev efterfølgende med ambulance kørt til tjek på hospitalet.

 

En patrulje, som var blevet sendt til stedet, sigtede den kvindelige bilist for overtrædelse af færdselsloven.

 

Besiddelse af knive, Hillerød

Klokken 18.26 anmeldte en borger at have set en mand trække en kniv mod en anden mand ud for Lidl på Ramblaen. Patruljer kørte til stedet, hvor tre unge drenge blev truffet. To af dem, en 14-årig fra Hillerød og en 14-årig fra Sydsjælland, blev i den forbindelse fundet i besiddelse af knive. Grundet deres unge alder blev der taget kontakt til de sociale myndigheder samt andre relevante voksne for at informere om hændelsen.

 

Det var ikke umiddelbart muligt at fastslå, om drengene havde truet nogen med knivene.

 

Konstruktivt ændret knallert, Ølstykke

En patrulje signalerede klokken 19-40 til en knallertfører uden styrthjelm på, at han skulle standse på Emilsvej. Det ville han dog ikke efterkomme, hvorefter han forsøgte at køre fra patruljen. Knallertføreren, en 15-årig ung mand fra Ølstykke, blev dog kort efter standset, og da hans knallert blev skønnet konstruktivt ændret, blev han sigtet for dette forhold, ligesom han blev sigtet for ikke at have styrthjelm på under kørsel. 

 

Knallerten blev efterfølgende indbragt til yderligere undersøgelse.

 

Forsøg på bedrageri, Skodsborg

En kvinde fra Skodsborg anmeldte klokken 19.51, at hun omkring klokken 19 var blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være ansat i politiet. Manden havde forklaret hende, at der uretmæssigt var forsøgt hævet penge på hendes konto. Kvinden var dog blevet mistænkelig og valgte at afbryde opkaldet.

 

Der skal lyde ros til borgeren for ikke at udlevere nogen informationer til gerningspersonen. Nordsjællands Politi gør opmærksom på, at politiet og andre offentlige myndigheder ikke benytter sig af sådanne fremgangsmåder. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted og anmode om at blive viderestillet til den navngivne medarbejder med henblik på at få ansættelsen be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.

 

Vold, Klampenborg

Klokken 20.34 indløb der anmeldelse om, at en medarbejder på Dyrehavsbakken klokken 17.13 var blevet udsat for vold ved en forlystelse på stedet. Ifølge anmeldelsen havde medarbejderen stoppet et barn fra at gå ind i forlystelsen af sikkerhedsmæssige årsager, hvilket havde fået tre personer, som ledsagede barnet, til at overfalde medarbejderen med skub, slag og spark.

 

Som led i efterforskningen skal der nu blandt andet kigges overvågningsmateriale igennem fra stedet.

 

De tre personer beskrives som: 
A: mand, mellemøstlig af udseende, ca. 35 år, muskuløs af bygning, mørk i huden og med kort sort hår og velplejet fuldskæg. Iført hvid jakke, sort T-shirt, cowboybukser og sorte sko. Talte dansk med accent.  Medbragte barnevogn.
B: kvinde, mellemøstlig af udseende, ca. 25 år, spinkel af bygning, mørk i huden. Iført tørklæde. Talte dansk med accent.
C: kvinde.

 

Sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, Virum

Klokken 21.55 blev det anmeldt, at der var opstået brand på i et lejlighedskompleks på Grønnevej. Da patruljer og brandvæsen ankom, blev vejen i en periode afspærret, mens der blev arbejdet på stedet. Det viste sig, at der i en af lejlighederne var blevet tændt ild, hvilket havde ført til en mindre brand, som hurtigt blev slukket.

 

En af lejlighedens beboere blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

 

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med branden.

 

Indbrud i forretning, Gentofte

Klokken 01.02 indløb der anmeldelse om, at der var indbrud i en cykelforretning på Gentoftegade. En patrulje kørte til stedet, hvor det kunne konstateres, at en ukendt gerningsperson havde knust en rude for at tiltvinge sig adgang til forretningen. 

 

Patruljen runderede i området efter gerningspersonen, men det var ikke muligt at udfinde nogen, som kunne sættes i forbindelse med episoden.

 

Besiddelse af stoffer med henblik på videresalg, Gentofte

En patrulje traf klokken 01.50 en 22-årig mand fra København på Gentoftegade. Da han lugtede kraftigt af hash, blev han visiteret og fundet i besiddelse af en moderat mængde hash i salgsposer samt kontanter. Han blev derfor sigtet for at være i besiddelse af de euforiserende stoffer med henblik på videresalg.

 

Oversigt over indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 11.-17. april 2022

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi