BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Børnehuset ligger i landlige omgivelser i den lille hyggelige landsby Gerlev, cirka 5 minutters kørsel fra Frederikssund.
Vi har et dejligt, lyst og nyrenoveret hus og har pt. 46 børn fordelt på 1 vuggestue og 2 børnehavestuer.
Vi søger en uddannet pædagog 30-37 timer ugentligt pr. 1. maj 2024, og stillingen er tilknyttet vuggestuen.
I Gerlev bruger vi uderummet så meget som muligt, gerne flere gange dagligt.
Sol, vind eller regn – vi kan li’ det hele, så det er en klar fordel, hvis du er glad for udeliv og har lyst til at kaste dig ud i leg og aktiviteter i vores nære naturområder og på legepladsen.
Det er ikke kun ude, der er højt til loftet og i Gerlev børnehus er der plads til forskellighed – både hos voksne og børn. Vi er optaget af at styrke børnenes sociale kompetencer gennem mindre aktivitets- og legegrupper og deltagelse i daglige praktiske gøremål, fx ved måltider.
Vi lægger vægt på en vekselvirkning mellem børnenes frie leg og vokseninitierede aktiviteter med en fast og genkendelig struktur, fx har vi morgensamling hver dag kl. 9, ofte med sang og musik og en snak med børnene om, hvad dagen bringer, så de er godt klædt på til deres dag i Børnehuset.
Vi har en række årligt tilbagevendende traditioner som Sommerfest, Bedsteforældre-plantedag, Lanternefest og Bedsteforældre Juleklip, hvor børn og voksne i fællesskab forbereder festen, gennem kreative aktiviteter.
Som pædagog vil du få selvstændige ansvarsområder og opgaver omkring børn og forældresamarbejde, samtidig med, at du vil indgå i et tæt samarbejde med dine kolleger på børnegruppen om aktiviteter og børnenes trivsel og udvikling.
Vi lægger vægt på, at du udviser nærvær og anerkendelse i din kontakt med børnene og forstår deres behov. Du skal være interesseret i deres synspunkter og kunne følge deres spor og medinddrage dem i beslutninger i forhold til deres alder og udviklingstrin.
Vi kan tilbyde dig en hverdag i et velfungerende og reflekterende hus med engagerede kolleger og et godt forældresamarbejde, hvor vi sammen sætter fokus på at skabe gode læringsmiljøer for børnene med udgangspunkt i ICDP og den nye styrkede læreplan.
I børnehuset arbejder vi med en fast stue- og gruppestruktur, og lige nu er vi optaget af at styrke vores kultur for dokumentation og evaluering.
Både erfarne og nyuddannede pædagoger er velkomne til at søge.
Vi er nysgerrige på, hvad du er optaget af og kan byde ind med, og vi står parat med introduktion og oplæring på de områder, hvor du har brug for det.
Kunne det være et job for dig?
Så send en ansøgning til os.
Vi afholder løbende ansættelsessamtaler, så skriv gerne med det samme, og oplys evt. hvor mange timer, du ønsker, og hvornår du vil kunne starte.
Hvis du har spørgsmål
til stillingen, er du velkommen til at kontakte børnehusets pædagogiske leder Mette de Fries Gjesing, telefon 23 46 61 57 eller områdeleder Ulla Larsen, telefon 29 33 23 13.
Løn ifølge overenskomst samt forhåndsaftale.
Ansøgningsfrist
13. marts 2024.
Vi glæder os til at møde dig.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Frederikssund Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Børnehuset Gerlev, Enghaven, 3630 Jægerspris
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 13-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6001325